EFTERÅRSTURE I HAVKAJAK

Efteråret. Er du er en af dem, der elsker denne årstid med det dertil hørende vejr, skal du bare blive ved med at læse. Her er tips til fem steder i Danmark hvor du kan nyde det charmerende efterår i din havkajak.

















På tur i Skjoldungernes Land
Den sydlige del af Roskilde Fjord har siden 2015 været Sjællands første nationalpark - Skjoldungernes land. Her er naturen gennem tiderne udviklet sig under påvirkning af is, vand, vind og mennesker. Oplev det gyldne efterårsløv, stejle skrænter og store flokke af svaner der glider gennem det lave vand. Fra fjordbyerne Gershøj, Sønderby og Veddelev, kan du nemt søsætte kajakken til en ½ dages tur i nationalparken. Roskilde havn er fin til en pause og måske et besøg i Vikingsskibsmuseet med de fem Skuldelevskibe.  
















 




Mors 
Limfjordens vande har gennem tiderne sat sit præg på Mors. Øens afvekslende natur spænder fra de dramatiske molerklinter på Nordmors, til det blidere og fladere Sydmors. Sæson start for østers- og muslingefiskeriet markeres hvert år i oktober, med en festdag på havnen i Nykøbing Mors. Her kan du smage de første Limfjordsøsters og -muslinger, overvære DM i champagnesabling, østersåbning og komme ombord på en muslingeskraber. 

Forslag til en 4 dages tur rundt om Mors med overnatning i Kystrutens shelters og teltpladser.
  1. dag Nykøbing Mors - Sallingsund - Limfjords centeret, Doverodde
  2. dag Limfjords centeret, Doverodde - Vildsund
  3. dag Vildsund - Feggesund
  4. dag Feggesund - Nykøbing Mors




















Flensborg Fjord
Den ca. 35 kilometer lange fjord strækker sig  fra Flensburg, Kollund og Okseøerne, inderst  fjorden, ud til Holnis. Det er typisk fjordlandsskab med flade strande, småskove og kystskrænter med mageløse villaer som har fjordkig. Her og der en anløbsbr eller havn. Om efteråret kan du opleve store flokke af trækfugle kommer ind til fjorden og holder rast på bl.a.  Nybøl Nor.  Har du flere dage til rådighed vil jeg anbefale at have base på en campingplads f.eks. Lærkelunden Camping og ro dagsture ud derfra. 

Overset kajakdestination
Odsherred, det nordvestlige del af Sjælland, har tre forskellige slags rovand. Isefjorden, Kattegat og Sejerøbugten. Er vejret godt (østenvind) kan du få en fin dagstur ud fra Havnsø, rundt om (med uret) Nekselø og bl.a. opleve sælkolonien på revet ved Stold. Måske en "round the Sjællands Odde" og skrive præstationen ind i logbogen? Eller bare daske ned langs Odsherreds østkyst,
fra Nykøbing Sj., forbi Stokkebjerg med den mægtige Lommesten, til Kongsøre og en overnatning der. Næste dag kan du krydse over Lammefjorden til fjordbyen Holbæk. Der er udviklet et digitalt kajakkort over Odsherred.























Frugt og Fejø 
Fejø er med en kystlinje på cirka 30 km den største af øerne i Smålandsfarvandet. Øen er kendt for sine mange æbleplantager, men der dyrkes også eksotiske frugter som figner, ferskner, mandler og morbær. Om efteråret bugner træerne af frugt og fra vejboderne sælges hjemmelavet marmelader, cider m.m. Du kan opleve det hele med den gratis bus som kører fra havnen. En tur fra  Kragenæs Havn (Lolland) og rundt om Fejø er ca. 30 km. Mere om havkajak i Smålandsfarvandet her











Stjernestunder
Selvom temperaturen falder, kan du sagtens overnatte ude. Pak sovepose, det tykke liggeunderlag, et ekstra tæppe i kajakken. Der er mange fine teltpladser og hyggelige shelters ved Isefjorden, på Als , Mors og i øvrige Danmark  















Play it safe
Giv en kontaktperson i land, besked om dine afgangs- og ankomsttidspunkter og rute. Mobiltelefon i vandtæt etui. Rigeligt med vand. Førstehjælpskit. Alu tæppe. Kniv og gaffatape. Ekstra tøj i vandtæt pakpose. Lommelygte, som kan tændes hvis du møder andre fartøjer. Kompas og kort. Øsekar eller/og pumpe til at få vand ud af kajakken. Tjek vejrudsigten før og under turen.

Kommentarer