Tylön Runt i havkajak



Jeg er ikke nogen "racer røv", men syntes alligevel det er sjovt en gang i mellem, at deltage i konkurrencer... I 2012 havde jeg skrevet Tylön Runt  ind i min kalender.

Arrangementet foregik i Halmstadbugten med start og mål på elven Nissan lige midt i Halmstad centrum. Herfra ror man ud i bugten, rundt om Tylön og tilbage til mål i Halmstad - i alt 24 km.

Fredag aften pakkede jeg tøj og lagde min North Sea kajak på taget af bilen. Tidlig lørdag morgen kørte jeg til Helsingør og tog færgen over til Helsingborg. Ad motorvej E4 til Halmstad og kørte ind i byen, ca. 1½ time før start - god tid til at finde startstedet og en parkeringsplads. Det var nemt nok. Startområdet var Kapsylparken ved siden af biblioteket som ligger lige ud til elven.

Det var et blandet felt af ca 40 surfskis, havkajakker og turkajakker der var klar til start.

Feltet af surfskis trak hurtigt fra os i tur- og havkajakker. Jeg havde besluttet ikke at lade mig rive med af stemningen og farten. Så jeg holdt omkring 7,5 km/time, lige foran "kaffe-holdet". Der var modvind og modsø hele vejen ud til Tylön. I læ af Tylön tog jeg lidt at spise og drikke og satte så kursen tilbage mod Halmstad. Vinden var nu vendt og med sol og vind i ryggen gik det i fuld fart mod Halmstad. Fra en lille kanalcafe heppede gæsterne når deltagerne kom forbi og over mållinien. Festligt! Gennemførte i tiden 3:25:18.



Kl. 15 præmieoverrækkelse med flot pokal til første kajak i mål. Plaquette og startpræmie til alle som gennemførte og lodtrækningspræmier (jeg vandt en t-shirt) Alt i alt et godt arrangement. Kan varmt anbefales.



Tylön Runt i havskajak
Arrangør: Go Nature, Halmstad, hvert år i september 
Distance: 24 km, i tilfælde af dårligt vejr har arrangør alternativ bane på Nissan
Praktiske oplysninger: Startgebyr SEK 100 som betales før start. Start og mål i Halmstad centrum (sæt GPSen efter Skansgatan). Præmieoverrækkelse 10 min. efter den sidste kajak er kommet i mål. Deltagelse på eget ansvar, det anbefales at man har min. EEP2 i havkajak.Der er ikke omklædnings- eller bademuligheder, men toiletter i den nærliggende busterminal. Mange parkeringspladser ved biblioteket og ca. 100 meter fra startområdet. 
Bonusinfo: Endagsbillet med Scandlines over Øresund ca 360 kr. I Skansgatan er der parkeringplads (afgift) og ca. 100 meter til isætning i Nissan. Husk svenske mønter til parkeringsafgift.

Populære indlæg fra denne blog

Kajakferie i Middelhavet

På tur langs Øresundskysten

I vikingernes kølvand